Oluf Rygh skriver i Norske Gaardsnavne: ”Oldn. Viðir flt. af viðr, Skog. (…) Flertalsform paa -a, som er den almindelige paa Helgeland, er ikke alm. lenger nord end i det sydlige af Salten, men forekommer sporadisk ogsaa i den nordlige del af amtet, ligesom man søndenfor Helgeland finder den hist og her i Namdalen og en del af Inderøens fogderi.”
”Vea er eigentleg eit gardsnamn med fleirtalsform, av norrønt viðr med fleirtal viðir «skogar»: Same gardsnamnet finst tre andre stader i landet. Skogstrekninga det er tale om, og som det enno er ein del att av, må ha nådd frå Veanova og vestover i retning Lynghaugdalen. Det er dessutan fleire lokale stadnamn på skogen i området”, skriver Finn Myrvang i Bøfj. -83.
Arve Elvik
Gnr. 34 - Vea
Navnet har vært skrevet: Wede, Veede i 1567, Wedde og Wedie i 1610, Wede i 1613, Vede, Wedde i 1614, Vedden i 1666 og Wædde i 1723, Wedde i 1758 og Weha i 1776. ”Heilt til 1880 skreiv prestane oftest Veha, det var vel for snaut med Vea”, er den lakoniske kommentaren til Rolv Straume. Skriftforma med d inne i ordet, som er ei minning om den gamle ð-lyden (stungen d), gikk over til h omkring 1770, noe som kan bety at d-lyden da var gått ut av dagligtalen på den tida.